Uge 47: Nu kan du få skattefradrag for MobilePay-donationer

Når Kirkens Korshær i denne weekend afvikler den første årlige landsindsamling, kan danskerne få skattefradrag automatisk, hvis de donerer med MobilePay.

Næste gang en indsamler fra en velgørende organisation banker på din dør, kan du få skattefradrag automatisk, hvis du betaler med MobilePay. Ser du et indsamlings-show på tv, kan du ligeledes få skattefradrag, hvis du mobilepayer din donation.

Løsningen er kommet til verden i dialog med myndighederne og Indsamlingsorganisationernes Brancheorganisation, ISOBRO. Brugerne skal blot inde i MobilePay sige ja tak til, at de velgørende organisationer automatisk oplyser SKAT om en donation. Derefter vil fradraget indgå i årsopgørelsen for indeværende skatteår.

Brugeren kan nemt oprette sig

Brugeren skal én gang for alle oprette sig ved brug af NemID. Her giver man samtidig samtykke til, at de velgørende organisationer kan benytte CPR-nummeret til skatteindberetningen. Det samtykke kan brugeren altid selv annullere, hvis man alligevel ikke ønsker skattefradrag.

”Det er en løsning, som vi har meget store forventninger til,” siger Robert Hinnerskov, generalsekretær i ISOBRO:

”Mange danskere støtter velgørende foreninger og er på den måde med til at kanalisere millioner af kroner ud til bl.a. verdens fattigste, sygdomsramte, socialt udsatte og mange andre gode formål. Danskerne har allerede taget mobilbetaling til sig, og det er derfor et særdeles godt tiltag, at man nu også får mulighed for at få fradrag for gaver, når man donerer penge på denne måde.”

Også skattefradrag for oktobers bidrag til Knæk Cancer og Dansk Flygtningehjælp

Hos MobilePay er der glæde over at have fået en løsning på plads, som kan benyttes af de 3,2 millioner brugere.

”Det har længe været et stort ønske for danske indsamlingsorganisationer at etablere en løsning, hvor skattefradraget automatisk fungerer gennem MobilePay. Samtidig har vi set, hvordan brugen af MobilePay til velgørende indsamlinger bare vokser og vokser. Derfor er det en stor glæde nu at kunne give både brugere og organisationer en nem og ubureaukratisk løsning,” siger Mark Wraa-Hansen, chef for MobilePay, og fortæller, at det også er lykkedes med tilbagevirkende kraft at inkludere MobilePay-bidrag fra de seneste Knæk Cancer- og Dansk Flygtningehjælp-kampagner.

Hvis du ønsker interviews eller yderligere information

Peter Kjærgaard, presseafdelingen, MobilePay, 25 42 42 02

Hvordan gør vi?


Hvis I ønsker at gøre brug af denne mulighed, skal der underskrives et tillæg til kontrakten med MobilePay. Kontakt Simon Leth-Sørensen på Mobile   +45 2512 3923 eller via mail på simon.leth@slet-dette.mobilepay.dk – så sørger han for det videre. 

PS. I dag står der kun 3 organsitioner i MobilePay. Det er dem, der allerede har underskrevet kontrakten. Muligheden for fradrag er altså IKKE begrænset til kun at omfatte dem. I skal bare melde jer hos Simon, så kommer I med.

Spørgsmål og svar til MobilePay-brugerne

  • Hvordan tilmelder jeg mig skatte-fradragsløsningen?
    Du kan altid tilmelde dig under indstillinger. Første gang, du laver en donation til en velgørende organisation, der er tilmeldt løsningen, vil du også have mulighed for at aktivere løsningen. Ved tilmelding skal du give dit NemID-samtykke. Det er påkrævet, for at vi kan sende dit cpr.nr. videre til den velgørende organisation.

  • Hvem vil modtage mit cpr. nr., og hvordan vil det blive anvendt?
    Dit cpr.nr. vil kun blive videresendt til de velgørende organisationer, du har doneret til, og som er tilmeldt løsningen. Dit cpr.nr. vil blive sendt til de velgørende organisationer via en sikker kanal og vil kun blive anvendt til at sende videre til SKAT.

  • Kan jeg fortryde min tilmelding?
    Du kan altid fortryde din tilmelding og trække dit NemID-samtykke tilbage. Det har du hele året til, da vi først sender dit cpr.nr. til de velgørende organisationer efter årets udløb. Hvis du afmelder funktionen i et nyt år, vil donationer fra sidste år stadig blive indberettet.

  • Hvor kan jeg se, hvilke velgørende organisationer, jeg vil få skattefradrag for?
    Der vil løbende komme flere velgørende organisationer på, som du kan få skattefradrag for, når du donerer. Her kan du se en opdateret liste over de velgørende organisationer, hvor du lige nu kan få skattefradrag.

  • Hvornår kan jeg se, at jeg har fået skattefradrag for min donation?
    Så snart din årsopgørelse fra SKAT ligger klar digitalt, vil du kunne se, at du har fået skattefradrag for din(e) donation(er). Du vil ikke kunne se de enkelte donationer, men en samlet sum. Har du spørgsmål hertil, bedes du rette henvendelse til enten den velgørende organisation eller SKAT.

  • Er der en maksimumsgrænse for hvor meget, der kan indberettes?
    Ja, SKAT fastsætter en max. grænse for, hvor meget skattefradrag du kan få. I 2016 er grænsen 15.200 kr. Du kan se gældende regler her. MobilePay tager ikke stilling til, hvor meget du kan donere, det er SKATs ansvar.

 

Tilbage