Uge 25: ”En arena der samler civilsamfundet”

Som nævnt er Altingets portal for civilsamfundet netop blevet nomineret til ”Media Initiative of the Year” - en pris under European Citizenship Awards 2016. Hvorfor er mediet allerede blevet så stor en succes? Det giver redaktør Carsten Terp Beck-Nilsson her et bud på:

”Jeg tror, at vores største fortjeneste er at være rette sted på rette tid. De mange forskelligartede organisationer i civilsamfundet har længe været kilder, der bidrog til artikler på andre stofområder. Men først med vores opståen er civilsamfund i medierne blevet et område i sin egen ret - med sine egne udfordringer, sine egne konflikter og magtkampe, sine egne sejre og nederlag og sine egne bud på, hvordan samfundet skal udvikle sig. Der har simpelthen været et skrigende behov for en platform, hvor civilsamfundet kunne diskutere sine egne forhold og vilkår. Og det er det behov, vi har ramt og stillet os til rådighed for med en kontinuerlig dækning”, siger Carsten Terp Beck-Nilsson og fortsætter:

”Jeg tror også, det er lykkedes os at skabe en arena, der samler civilsamfundet - hvor for eksempel fonde og foreninger mødes, og hvor politikere og andre beslutningstagere læser med. Igen fordi vi rammer et tidspunkt, hvor politikerne har fået øjnene op for civilsamfundets relevans - både i form af fondenes medfinansiering af vores samfund og i form af de opgaver, som foreninger og frivillige fællesskaber løser”.

Indtil videre er mediet gratis

Altinget er et privatejet netmedium grundlagt i januar 2000. Der udgives over 20 niche-portaler med tilhørende nyhedsbreve, som man kan læse mod at betale årsabonnement. Dertil kommer pt. to gratis netaviser – dansk politik samt netop portalen om civilsamfundet. 

Portalen for civilsamfundet gik i luften tirsdag den 15. september 2015. Og indtil videre er planen, at det er gratis i tre år, hvor man har støtte fra Realdania og TrygFonden. 

“Præcis hvad der sker derefter, ved vi ikke endnu. Vi arbejder på at finde den helt rigtige forretningsmodel. Men det mest sandsynlige er, at det ender med en enten hel eller delvis betalingsmodel”, siger Carsten Terp Beck-Nilsson.

I følge Altinget selv har man pt. over 200.000 ugentlige sidevisninger og trafikken er i kraftig vækst, men der er naturligvis altid ting, man kan gør bedre.

”Jeg synes, vi har været gode til at gå til vores stof med nysgerrighed og begejstring og en grundlæggende kærlighed til civilsamfundet. Vi kan blive bedre til at dykke ned i historier om økonomi og magt. For selv om det ikke fremstår lige så tydeligt, som det gør i politik og erhvervsliv, er det to meget afgørende fænomener. Og så kan vi blive bedre til at komme ud til alle de mange vanvittigt spændende organisationer, non-profit virksomheder og ildsjæle, som hver dag - skjult for de flestes øjne - gør et fantastisk arbejde med at finde konkrete hverdagsløsninger på de problemer, politikerne på Christiansborg diskuterer stolpe op og stolte ned”.

Hvis du ikke allerede bruger mediet, så anbefaler ISOBRO, at man tjekker mediet ud ved lejlighed på www.altinget.dk/civilsamfund

Tilbage