UGE 20: Hvem skal have årets to priser?

Som den opmærksomme læser af vores nyhedsbreve har opdaget, så er der igen mulighed for at indstille kandidater til årets to fundraisingpriser, der begge uddeles under fundraising konferencen den 3. september. ISOBRO opfordrer ALLE til at indstille kandidater til priserne, der i år er inddelt i to kategorier: En Fundraisingpris og en Engagementpris. Læs om begrundelserne for priserne her.

 

Vi har allerede fået en del indstillinger, men vi vil meget gerne have flere. Her følger et par eksempler af de indstillinger, som vi foreløbig har fået. Flere vil følge i de kommende uger.

 

Til Fundrasingprisen 2019 er Hjerteforeningen for eksempel indstillet for sin landindsamling, hvor man vendte indsamlingen på hovedet og kaldte det for  ”en uddeling” i stedet for, da de indsamlede midler skal bruges til uddeling af hjertestartere. Man belønnede også indsamlingsgrupper, der var 15 personer (eller flere) med en hjertestarter til deres forening eller klub for deres indsats i landsindsamlingen.

 

Til Engagementprisen 2019 er et helt ”konsortium” af NGO’er indstillet for at stå bag borgerforslaget om en ny klimalov i Danmark. Her er tale om organisationerne 350 Klimabevægelsen, 92-gruppen, Care Danmark, Danmarks Naturfredningsforening, Den Grønne Studenterbevægelse, Det Økologiske Råd, Folkekirkens Nødhjælp, Greenpeace, Mellemfolkeligt Samvirke, Vedvarende Energi, Verdens Skove og WWF Verdensnaturfonden. På kun 14 dage blev der indsamlet nok underskrifter til at borgerforslaget kunne komme som reelt forslag i Folketinget.

 

Hvorfor priser?

Men hvorfor skal man egentlig uddele priser? Sekretariatschef Mette Grovermann er ikke i tvivl. Det handler om, at vi skal gøre hinanden bedre.

 

”Den bedste måde at blive bedre på er, at lære af hinanden og af de bedste. At bruge andres succeser som et spejl på sine egne ambitioner. Selv dagens allerdygtigste fundraiser var engang ”kun” en junior-fundraiser, der nu står på skuldrene af hele branchens evne til originalitet. Vi vil  gerne hylde og fejre de gode ideer, ildsjælene og alle dem, der hver dag gør en forskel i civilsamfundet, så vi alle kan blive endnu bedre”, siger Mette Grovermann.

 

Juryen består af ISOBROS og fundraisingkonferencens Advisory Board, der - sekunderet af et par gode gæster udefra - bestemmer hvem der skal vinde de to priser. Indstillinger sker via dette link.

Tilbage