Uge 20: Hvad kan indsamlingssektoren lære af den kommercielle branche?

 

Direktøren i Response Optimizer, et bureau med speciale i optimering af digitalt og off-line responsmarkedsføring, ser frem til fundraisingkonferencen den 4. september, hvor han for første gang selv skal på scenen.

 

”Jeg har tidligere deltaget som publikum på ISOBROs fundraisingkonference samt den Internationale Fundraisingkonference i Amsterdam, hvor jeg har hentet en masse inspiration med hjem,” fortæller Kim Lerborg.

 

Noget af det Kim med sin kommercielle baggrund har bidt mest mærke i, er ligheden mellem indsamlingsbranchen og den kommercielle sektor, noget nogle NGO’ere godt kan lære af.

 

”Selvom de to sektorer er meget forskellige, har de det til fælles, at de er sat i verden for at skaffe penge, og her ser jeg et stort, uudnyttet potentiale, hvor indsamlingssektoren kan lære af den kommercielle sektor,” fortæller Kim. Han kommer bl.a. til at tale om, at specielt abonnementsbranchen, som han synes ligner NGO-branchen mest, udnytter de traditionelle mediekanaler og skaber synergier med de digitale kanaler, gennem optimering og tests.

 

ISOBRO har også inviteret Anne Knudsen, tidligere chefredaktør på Weekendavisen, med til at fortælle om brevets fortsatte betydning i en verden, der bliver mere og mere digital. Og brevet hører til i en af de stærke traditionelle kanaler – direct mail.

 

”Jeg har i en årrække arbejdet for Anne da hun var chefredaktør på Weekendavisen, som er Danmarks eneste avis i vækst - og dét i en tidsalder, hvor de gamle medier som papiravisen er under massivt pres”, siger Kim.

 

Vil du høre mere om, hvordan Anne og Kim har skabt vækst for Weekendavisen med udgangspunkt i de mere traditionelle medier, så tilmeld dig ISOBROs årlige fundraisingkonference her. 

Tilbage