Det en stor glæde for os at invitere alle deltagere til afterparty. Vi har inviteret Marie Carmen Koppel og Benjamin Koppel til at komme og spille lækker soul- og gospelmusik for os, mens vi nyder en drink og fordøjer dagens mange indtryk. Vi har valgt Marie Carmen Koppel, fordi hun udover at være en enestående dygtig sangerinde, også formår at formidle sit eget livs op og nedture på autentisk vis - man kan ikke undgå at gå berørt fra mødet med hende. 

Besøg Marie Carmen Koppels hjemmeside her

 

LÆS GAFFAs anmeldelse af “Heal My Wounded Heart” - v. Ivan Rod

Intenst insisterende, næste religiøst udspil fra Danmarks bedste soulsangerinde

Marie Carmen Koppel er en – i dansk sammenhæng – enestående dygtig soulsangerinde med krop og sjæl i sin vokal. Hun er en sangerinde, som uden videre ville kunne skabe sig en karriere inden for gospel, hvis hun ville (og Danmark i øvrigt var stor nok). Alene derfor er der god grund til at lytte, når hun – med sin i øvrigt overvældende stemmepragt – udsender nyt. At Marie Carmen Koppel, siden sidst, har været igennem en alvorlig sygdom (en akut form for sukkersyge) og været døden nær, har ikke gjort hendes udtryk mindre indtrængende. Tværtimod er der kommet noget mere intenst insisterende, næsten religiøst, over både hendes tekster og sang.

Heal My Wounded Heart er simpelthen blevet et sammenhængende, gennemført dybfølt album med en eminent og helt usædvanligt musikalsk sangerinde (og sangskriver) i front. Musikken har hun for størstedelens vedkommende skrevet i et samarbejde med Steen Rasmussen, og dét match – mellem Koppel og Rasmussen – er altså spot on. Tekst og musik smelter sammen på organisk vis, og man sidder tilbage, berørt.